PROJEKT ARKIV

KONTAKT

tilmeld nyhedsbrev

Omend jeg selv blev voksen her forleden
og, befordrende nok, mere beskeden
end jeg forhen overhovedet forstod,
lever jeg efter Vorherres orden der
er den bedste form jeg kender for Morten.*

*fodnote: dette hedder poeten selv

                   PROLOG

Om stemmerne: Om den mon er celloens,
den med elkogerens ofte forvekslet?
Om den mon er tenens eller scepterets?
Mon selve den elskede Moders eller
jordens egen? penslens eller pennens her?

Hvem er stemmens? Her hvor den f.eks. som en for
verden fjern flodsengs fossende form for sprog
lever som en selvfornemmelses vemod
hos poeten, fejres den som opstegen
stof og tone, hvorfor den med soft mood
og efter eget tempo opleder de
med knofedt nedgnedne men endog meget
lette noders p h o r m s g r e p h t,  jeg her med lodret,
vedholden pen som glohed loddekolbe
og velholdt omsorg for formen betoner.

Men nogen broderevorn forblommelses
henspredte gloseshow som properste pomp
nedover notesblokken her, er hverken
noget for perfekte ordensmennesker
eller for de store rodehoveder.

Om jeg som fremmedordklog og bleg bogorm
lod som om hele verden bestod dersom
jeg  o d l e d e   o b s o l e t e   b e r l o k k e r,
eller om jeg som Homersk seerske stod
her og lovede jer, godtfolk om soklen,
selveste Penelopes trolovelse,
blev det vel nok osse jeg der for den med
overlegen ro og strengt betonede
herrestemme for frem og beordrede
et snerpet sprog, netop som mennesker med
hovmodets fede orme beboede
hjerter elsker det, som regel, eftersom
deres bogkloge og lettjente lovord
som de holder over os er "noget stort",
omend (og tog jeg mon fejl?) deres flotte,
fejt bejlende belevenhed og enormt
fotogene kropssprog, hvorved de fedter
for den nemme ros, blot er det reelle
og mest bekvemme gemmested for deres
egen ensomhed og gemene sorger.

Venner! Hjertensgodhed og menneskemod
er velkomne ord for en ensom borger.
Derfor er vores sobre betroelser
den bedste bod nogen medbroder modtog.
Betro dem derfor jeres hjertekoster
og kom frem med jeres forborgne sorger.
Deres gemmested er et sottekloster,  
og det sovehjerte, der som en fodkold
whopper cheese vejer en hel pose
sorgers stegefedt eroderer vores
helbred, for, hvem ved, om det blev en blodprop
eller det prompte hjertestop der bortrev
os, omtrent som osse verbernes snefog
her omdejsende henvejret smelter bort
som fodspor efter det, englen sloges med?

Derfor, plej dem med megen ro og ros; kom
med godhed, bed for dem; le meget og del
jeres fred og feelgood med dem; hold
om dem, tro dem gerne og bless dem, ofte.
Enhvers ensomhed er jo et stort onde.
Og efterlod jeg en broder med behov
sov jeg selv osse som en levnet, ensom.
For holdes vreden nede, vemodet hen,
sorgerne borte, men hovedet oppe,
lever osse freden som en pebersvend.

Men meget hellere end nogen bodsflov
hofsnog eller storslem Sorteper vover
jeg her pelsen som poet og beder jer
velkomme denne for sprogets revelsben
penslede og for jer renskrevne

                        SERMON  

Selvom jeg korsedes hos fromme og rent
rettroende folk ved det hjertesvorne
credo, hverken jeg eller noget omvendt
ego efterkom, tror jeg! …tjo… Men om jeg
holder overvejelse og novene
og hvereneste morgen terper Jeso
eksegese som en revset skoledreng?
Kos om jeg gjorde, og dog: Fordom over
borde. Jeg, der troede jeg troede,
jeg tror her desto mere end jeg gjorde
med hovedet, eftersom det ved godhed
bedre og renere hjertes henrevne
og begejstrede grebethed for troen
beredte det sprog, der ved vedholdende
og stedse nemmere beden lod roen,
nord for hovedet, konsekrere modet.

Nogen poor eneboer som f.eks. Job
levede jo ved tro og lod Helvede
om nogen Kong Kontokorts bedrelevned
og selvforelskelse, frem for Vorherres.
Forstod derfor osse hvorfor det netop
og trods menneskevordelsens behov er
vores egos egen selvfornedrelse
der fordres, for det levendegjorte og
med Betlehemsstjernens korsvej forlenet
hvedekorn er helt og holdent forbeholdt
vores eneste, ensommeste og mest
ennocente eget bedste, det, der som
for Jeso mor, ved hvem Vorherre nedkom
og blev ét med os som menneske, lod de
ordholdne profeter pege mod det sted
der senerehen, nedenfor korset, ved
foden, hvor pengene og blodet over
det ved tornekronen forrevne hoved,
forvoldte hendes moderhjerte den sorg
der med en stor, sober, sombre og solemn
smerte over Verdens Orden lod selve
solen sortnes og floderne vende om.

Og for os, der med retvendt konsekvens drev
den med horn bevoksede Homo Egos
fejl frem som et kobbel hovedpersoner
for verdens lette vogne, blev nogen tro
hjemve mod endemedets vesper neppe
den hensovnes vej gennem perleporten,
hvor den store Senerehens stedsefred
lod den, efter Vorherres klokkerene 
stemme og ved selvforglemmelsens helle,
hele persons selv overfor menneskets
vedkommende overhovedet, vejes.

Ergo, elsk! elsk en, elsk nogen; men elsk og
foren jer med jeres hjertensgerneste
og velkom derefter freden og roen
der kommer over jer begge, som en snegl
gled henover Eden, efter elskoven.

  … for efter Eros'
eget hoveds enfold er dobbeltsengens
gennemrodede fodende osse den
bedste storkerede for det med ren ble
ellelevende menneskelegeme.

Lev vel letbenet og behjertet og for