[de'mos'] fra græsk; folket, befolkningen

Avisen blev tilsendt folketingspolitikere og andre magthavere samt distribueret på Sharwama barer og lignende steder i København.

LEDER
Af Publik

Nærværende avis er publiceret i forbindelse med OS DEM DEMOS, et kunstprojekt der beskæftiger sig med de konsekvenser, som krigen mod terror og de efterfølgende antiterrorpakker har haft for offentlige rum og medier. De fem danske billedkunstnere Emil Madsen Brandt, Jakob Jakobsen, C.C. Hald, Pia Rönicke & Nis Rømer har skabt en række værker, der diskuterer, hvad indførelsen af antiterrorpakken betyder på både et konkret og et symbolsk plan. Værkerne vil blande sig i de københavnske byrum i løbet af februar og marts måned og rummer konfronterende såvel som mere poetiske perspektiver og rejser spørgsmålet om hvordan antiterrorloven forvandler det offentlige rum. Hvilke implikationer har de gennemførte lovændringer for vores demokrati? Er brugen af visse typer af offentlige rum blevet indskrænket? Værkerne, der interagerer med specifikke steder og cirkulerer i særlige miljøer, belyser på hver deres måde forhold mellem mennesker, hverdagsliv og magtens institutioner i dagens Danmark.

OS DEM DEMOS er en reaktion på tidens kyniske politiske klima defineret af krigen mod terror, og sigtet med avisen er at bringe andre stemmer i tale som modvægt til mediernes monotone retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger om ‘civilisationernes sammenstød’ og en ‘islamisk terrortrussel’.

I forlængelse af terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 blev der i de fleste vestlige lande indført særlige terrorpakker til bekæmpelse og forebyggelse af terrorisme. Herhjemme vedtog Folketinget en antiterrorpakke i maj 2002, hvortil der i 2006 blev føjet yderligere punkter. Denne antiterrorpakke består af en række ændringer og tilføjelser i eksisterende love som straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og udlændingeloven. Centralt i disse lovændringer er indførelsen af §114, en særlig terrorismeparagraf, der kan give fængselsstraf på op til livstid. Med denne paragraf er det blevet strafbart at støtte en organisation eller privatperson, der er indblandet i aktiviteter, der kan defineres som terrorisme, ligesom den kriminaliserer både det at engagere andre og det at lade sig engagere i aktiviteter, der kan betegnes som terrorisme. Mest markant og omdiskuteret er at udlændinge med opholdstilladelse nu kan udvises uden rettergang og at danske statsborgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i udlandet. De to terrorpakker har givet politiet og PET en række særlige beføjelser, der bl.a. giver mulighed for at indhente personoplysninger hos samtlige offentlige myndigheder og adgang til oplysninger om flypassagerers rejsemønstre. Desuden er teleselskaber og internetudbydere blevet pålagt at registrere og opbevare oplysninger om kundernes trafik.

At antiterrorpakkerne medfører en indskrænkning af individets handlefrihed og en begrænsning af, hvad der kan finde sted i offentlige rum er synligt for de fleste. Men det er ikke alle, der bliver berørt af den institutionalisering af racisme og mistænkeliggørelse af befolkningsgrupper lovændringerne medfører. I tandem med USA’s retoriske krigsførelse er der også herhjemme blevet udviklet en særlig politisk diskurs, der har til formål at generere frygt og stigmatisere grupper for at legitimere de nævnte politiske tiltag og indgreb i de civile rettigheder. Dette frygtparadigme er ligeledes med til at legitimere måden, hvorpå man i offentlige rum og medier ytrer sig om i forvejen marginaliserede befolkningsgrupper og kulturelle forskelligheder. Krigen mod terror har således omfattende konsekvenser ikke blot for vores demokrati men også for selve det fællesskab, det demos, demokratiet bygger på.

--

Af Niels Fastrup

Det er ikke kun islamistiske ekstremister, der bør frygte Vestens nye terrorlove. Også politiske aktivister har grund til at bekymre sig, viser nylige sager fra Tyskland og Frankrig. Sociolog forudser, at vi om få år igen vil se politiske fanger i fængslerne.

Lige siden vestlige regeringer indførte ny terrorlovgivning i forlængelse af angrebene i New York og Washington den 11. september 2001, har venstrefløjskræfter frygtet, at de nye, vidtgående love ikke kun skulle bruges i jagten på militante islamister, men også før eller siden ville blive brugt mod sociale bevægelser, der kæmper for en anden organisering af samfundslivet.

Især blandt europæiske autonome, der er kendt for at bruge civil ulydighed og forskellige former for militant modstand i den politiske kamp, har frygten været udtalt, hvilket bevægelsens mange hjemmesider og publikationer omhandlende antiterrorbekæmpelse, overvågning og nye politistrategier vidner om.

Denne frygt har i visse tilfælde også vist sig at være begrundet. En række sager fra de senere år viser, at europæiske stater rent faktisk forsøger at bruge de nye terrorlove i kampen mod aktivistiske miljøer.

I ugerne op til G8-mødet i juni 2007 i Rostock udførte tysk politi en række storstilede aktioner vendt mod landets venstreradikale miljø, der på daværende tidspunkt var i færd med at forberede protesten til det forestående topmøde. Kontorer, lejligheder og besatte huse i Berlin, Hamborg og andre tyske byer blev ransaget og dokumenter, og computere beslaglagt.

Det mest bemærkelsesværdige ved aktionen var imidlertid, at politiet ikke udførte aktionen med henvisning til almindelige strafferet, som man ellers plejer, men under påberåbelse af §129a i den tyske antiterrorlovgivning: – Vi mener, at aktivisterne er i færd med at danne en terrororganisation, hvis formål er at planlægge brandattentater eller andre voldsomme aktioner for at ødelægge eller forhindre det kommende G8-møde, lød politiets forklaring på de mange ransagninger således dengang.

SOCIOLOG MISTÆNKT FOR AT VÆRE TERRORGRUPPES INTELLEKTUELLE BAGMAND

De tyske myndigheders villighed til at retsforfølge venstrefløjsaktivister med udgangspunkt i terrorlovgivning blev understreget igen kort efter den famøse ransagningsaktion.

I slutningen af juli 2007 blev tre aktivister grebet på fersk gerning i færd med at sætte ild til nogle tomme politikøretøjer, der stod parkerede på et aflåst område. Hvor sådanne ildspåsættelser tidligere er blevet kategoriseret som almindelig, men dog grov kriminalitet, meldte politiet ud, at man havde valgt at efterforske sagen som en terrorsag. Også selvom ingen var kommet til skade under aktionen, endsige havde været i nogen som helst form for fysisk fare.

Det mest kontroversielle ved sagen var imidlertid, at man samtidig med anholdelsen af de tre aktivister også anholdt den 36-årige sociolog Andrej Holm, og sigtede ham for at være ‘terrorgruppens’ intellektuelle bagmand.

Ud over at han ved et par lejligheder havde mødtes med nogle af aktivisterne, byggede mistanken mod Andrej Holm på, at sociologiske begreber fra hans forskning optrådte i nogle af de pamfletter, som aktivisterne havde udsendt efter deres brandattentater.

Andrej Holm blev senere frikendt, men var han blevet fundet skyldig, ville det i princippet have åbnet døren for, at forskning kunne betragtes som en form for terrorstøtte.

FOR TIDLIGT AT ÅNDE LETTET OP

Den tyske stats forsøg på at retsforfølge militante venstrefløjsgrupperinger med udgangspunkt i en ‘terrorstrategi’ led imidlertid nederlag, da den tyske højesteret i januar 2008 afviste substansen i politiets terroranklage. Retten fandt ganske viste, at brandattentaterne udgjorde “potentielt terroristiske handlinger”. Til gengæld fandt den ikke, at aktionerne levede op til terrorlovens krav om, at der skal være tale om angreb, der truer med at destabilisere samfundets grundlæggende strukturer.

Ifølge loven var aktivisterne dermed at betragte som almindeligt kriminelle, ikke terrorister.

En ny, endnu ikke afsluttet sag fra november 2008 betyder dog, at Europas aktivistiske venstrefløjsmiljøer endnu ikke kan ånde lettet op. Denne gang er det den franske stat, anført af landets konservative indenrigsminister Michèle Alliot-Marie, der er ude og afprøve kriminaliseringspotentialet i de nye terrorlove.

Tidligt om morgen den 11. november trængte dusinvis af hætteklædte politifolk fra det franske antiterrorkorps ind i et øko-anarkistisk kollektiv i landsbyen Tarnac i det sydøstlige Frankrig og anholdte stedets ni beboere. Syv af dem blev hurtigt løsladt, men myndighederne valgte at varetægtsfængsle den 34-årige Julien Coupat og hans 25-årige kæreste Yildune Levy.

Mens Yildune Levy blev løsladt kort efter nytår, er Julien Coupat stadig fængslet på en mistanke om at være leder af en venstreradikal terrorgruppe, en form for terrorbevægelse med inspirationsmæssige rødder tilbage til Rote Armee Fraktion, som, franske efterretningsmyndigheder hævder, er ved at vende tilbage i Europa efter at være uddøet i 1980’erne.

Det eneste konkrete i sagen mod Julien Coupat er en anklage om sabotage af nogle køreledninger på togstrækningen mellem Paris og Lille. Ukendte gerningsmænd havde om morgenen den 8. november forsynet køreledningerne med nogle hesteskoformede kroge. Da et TGV-tog senere kørte forbi, rev det ledningerne ned, hvorefter det gik i stå.

Tusindvis af mennesker blev forsinket pga. aktionen, men ingen menneskeliv var på noget tidspunkt i fare. Alligevel hævder den franske anklagemyndighed, at der er tale om et terrorangreb.

– Disse mennesker ønskede at angribe SNCF (de statslige franske jernbaner, red.) som et symbol på staten, har indenrigsminister Michèle Alliot- Marie bl.a. udtalt i et forsøg på at forklare, hvorfor det i sagen skulle være juridisk legitimt at bruge terrorprædikatet frem for almindelig strafferet. Beviserne mod Julien Coupat og de øvrige mistænkte i Tarnac-sagen er spinkle, men beslutter de franske domstole, at de unge aktivister er skyldige, og at den konkrete jernbanesabotage udgør en terrorhandling, kan det åbne op for flere forsøg på at ramme politiske oppositionskræfter med de værktøjer, der oprindeligt var tiltænkt Al-Qaeda og lignende grupper.

På et område har de nye terrorlove allerede haft meget drastiske konsekvenser. I årtier har forskellige former for solidaritetsarbejde til fordel for frihedsbevægelser i den tredje verden udgjort en rød tråd i megen venstrefløjsaktivisme.

Med stemplingen af mange af disse bevægelser som terrororganisationer er et sådant støttearbejde blevet kriminaliseret som terrorstøtte, hvilket den hjemlige sag mod Fighters + Lovers viste med stor tydelighed.

I et forsøg på at udfordre de nye terrorlove havde aktivisterne i Fighters + Lovers i 2006 oprettet et tøjfirma, hvor overskuddet fra salget af firmaets t-shirts skulle gå til modstandsbevægelserne FARC og PFLP. Da Østre Landsret i september 2008 fastslog, at de to organisationer udgjorde terrorbevægelser, var Fighters + Lovers med ét slag forvandlet til terrorstøtter.

At de 25.000 kr., aktivisterne havde tjent ind på deres t-shirts, kun skulle gå til en radiostation og et plakatværksted, gjorde ingen forskel.

DE POLITISKE FANGER KOMMER IGEN

Ifølge sociologen Rene Karpantschof, som selv har en fortid som aktivist i bz-bevægelsen, og som i dag forsker i sociale bevægelser, har de nye terrorlove betydet, at de former for politisk aktivisme, der tidligere var enten lovlige eller “blot” ulovlige i almindelig strafferetslig forstand, nu er havnet i en gråzone, hvor de reelt risikerer at blive stemplet som terrorstøtte, i værste fald decideret terrorvirksomhed.

Som en konsekvens heraf forudser Karpantschof et hårdere politisk klima.

– Jeg tror, folk skal til at vænne sig til en helt anden dimension af repression. Vi kan meget let havne i en situation, hvor det ikke er unormalt, at folk sidder i fængsel pga. politisk aktivisme, altså at vi igen vil se politiske fanger i vores fængsler.

Rene Karpantschof tror ikke, at de skrappe love vil afholde folk fra at engagere sig i politisk aktivisme.

– Vi vil bare se flere folk i fængslerne i længere tid, udtaler han.

--

Af Andreas Beck Holm

Det burde være tydeligt for enhver, at der er noget helt galt: På den ene side får vi at vide, at ‘krigen mod terror’ skal beskytte vores demokrati, vore værdier og vore frihedsrettigheder. På den anden side benytter man sig i kampen mod ‘terroristerne’ af alt fra klyngebomber og artilleribeskydning af beboelsesområder til krænkelse af borgernes privatliv, kidnapning, tortur, mord og fængslinger uden rettergang. Sagt med andre ord: Det mest markante offer for ‘krigen mod terror’ har været alt det, den skulle beskytte.

Men hvorfor er det ikke tydeligt for enhver, og hvorfor er det gået så galt? Kunne det mon hænge sammen med hele den måde, som man har tænkt ‘krigen mod terror’ på?

Som udgangspunkt må vi finde ud af, hvordan vi skelner mellem ‘terrorisme’ og ‘antiterrorisme’. For som antydet ovenfor adskiller deres handlinger sig ikke meget fra hinanden. Når det handler om at terrorisere en civilbefolkning har antiterrorismen således sandsynligvis ikke væsentligt færre ofre på samvittigheden end terrorismen. For eksempel skal USA’s offensiv i Fallujah i november 2004 have kostet op mod 6000 civile livet.

Forskellen mellem ‘terrorisme’ og ‘antiterrorisme’ må derimod findes i den relation, som deres modsætning angiver. Hvad kan vi som udgangspunkt fastslå om det forhold, der er karakteriseret ved, at den ene part stemples som ‘terrorist’?

Det er som udgangspunkt påfaldende, at ‘terrorist’ ikke er noget, man kalder sig selv. De fleste ‘terrorister’ vil bruge andre begreber, f.eks. modstandsbevægelse. Så ‘terrorist’ anvendes stort set udelukkende om den politiske modstander. Det er et andet karakteristisk træk ved begrebet, at det ikke kan anvendes om enhver modstander. USA og Sovjetunionen karakteriserede eksempelvis ikke hinanden som ‘terrorister’. Det var der to grunde til. For det første var de to modstandere omtrent lige stærke, og for det andet var de (af samme årsag) afhængige af i et eller andet omfang at kunne kommunikere med hinanden. Mellem ‘terroristen’ og hans modstander består derimod et forhold af grundlæggende ulighed, som afgørende definerer deres gensidige relationer. Det er den stærkeste af to modstandere, der kan karakterisere den anden som ‘terrorist’. Et eksempel er Hamas i Gaza, hvis missiler stort set aldrig rammer og endnu sjældnere dræber civile, men som alligevel karakteriseres som en ‘terroristbevægelse’ af Israel – hvis missiler rammer en hel del mere præcist og dræber tusindvis af civile. Forskellen er her, at Hamas er en organisation af fuldskæggede fanatikere med primitive våben, mens Israel er regionens stærkeste militærmagt.

Den anden grund til, at eksempelvis USA og Sovjetunionen ikke karakteriserede hinanden som ‘terrorister’ var som sagt, at de var henvist til at tale med hinanden og også anerkendte hinanden som rationelle politiske aktører, man kunne indgå aftaler med – trods fjendskabet. Til gengæld ‘taler man ikke med terrorister’, fordi det ulige magtforhold ikke gør den stærke part afhængig af dialog. Eller: Den stærke part har ingen interesse i dialog. Forholdet til den politiske modstander bliver derfor en absolut modsætning, hvor intet kompromis er muligt. Det er dette forhold af absolut modsætning, som anvendelsen af begrebet ‘terrorist’ om modstanderen angiver. Og det er det, der giver ‘krigen mod terror’ dens særlige karakter.

For det absolutte modsætningsforhold er også en absolut mangel på forståelse. Ikke blot kan vi ikke forstå ‘terroristernes’ tankegang; det, der gør mangelen på forståelse absolut er, at vi heller ikke accepterer forsøg på at forstå den. Det er helt normalt at bortforklare ‘terroristernes’ handlinger (med fattigdom, undertrykkende regimer, USA’s rolle i Mellemøsten osv.), men til gengæld uacceptabelt at forsøge at forstå dem på deres egne præmisser – så anklages man for at vise ‘eftergivenhed’ eller ‘naivitet’. Denne mangel på forståelse udspringer af, men skærper samtidig hele tiden modsætningen mellem aktørerne.

Når man ikke kan forstå modstanderen, kan man heller ikke anerkende hans kamp som legitim. ‘Terroristen’ er den modstander, man ikke kan respektere, selv om man er uenig med ham. Det absolutte modsætningsforhold med dets absolutte mangel på forståelse betyder, at forholdet til ‘terroristen’ kun kan være den kompromisløse fornægtelse. Han skal bekæmpes med alle midler – og samtidig kan alle midler legitimeres med ‘kampen mod terror’. Derfor kan vi også konkludere, at ‘krigen mod terror’ som politisk-strategisk diskurs bliver præget af tre træk:

For det første er den absolut legitimerende. Når modstanderen er den, man kun kan ville til livs, bliver det umuligt at stille spørgsmålstegn ved de midler, der tages i brug. Her findes nøglen til de mange krænkelser af menneske- og borgerrettigheder i ‘krigen mod terror’: Man kan måske nok diskutere om eksempelvis øget overvågning af borgerne er nødvendig i denne krig, men hvis den er nødvendig, kan man til gengæld ikke argumentere mod dens gennemførelse.

For det andet er karakteristikken af modstanderen som ‘terrorist’, altså som den, der skal udryddes med alle midler, det renest tænkelige udtryk for ren vold. Med ren vold forstås her, at den voldelige konflikt ikke har noget emne, og at hverken forhandling eller konflikt derfor er mulig. Konflikten angår selve parternes fysiske overlevelse.

Endelig, for det tredje, er begreber som ‘terrorisme’ og ‘krigen mod terror’ med deres utvetydige og absolutte opdeling af det politiske rum mellem legitim og illegitim magt med til at forhindre en virkelig forståelse af den politiske konflikt. Denne bliver i stedet til en voldsspiral mellem parter, der anser ethvert middel som legitimt i bekæmpelsen af fjenden, mens befolkningernes demokratiske selvbestemmelsesret tages til gidsel for terrorbekæmpelsens absolutte logik: “Hvis I ikke holder med os, holder I med terroristerne!”

Guantanamo og Abu Ghraib er derfor ikke tragiske tilfældigheder eller undtagelser, men naturlige konsekvenser af en politisk konflikt, der defineres som en ‘krig mod terror’. At undgå disse konsekvenser betyder ikke at holde op med at bekæmpe eksempelvis al-Qaeda eller andre grupper, der forfølger politiske mål gennem drab på civile. Det er en nødvendig kamp. Men for at forhindre både ‘antiterrorismens’ overgreb på civilsamfundet og ‘terrorgruppernes’ udbredelse må man netop forstå sidstnævntes bevæggrunde og rationale, ligesom man må forstå og korrigere de fejltagelser fra eksempelvis amerikansk side (herunder selve ideen om en ‘krig mod terror’), der har givet grobund for en gruppe som al-Qaeda. Måske skal man overveje at forhandle i stedet for udelukkende at bekæmpe – man forhandler ganske vist ikke med ‘terrorister’, men man kan godt forhandle med en modstandsbevægelse… Og først og fremmest skal man spørge sig selv: Hvilke magtforhold, hvilken brutal undertrykkelse, og hvilke forhold af grotesk social ulighed kan gøre et menneske så rasende og desperat, at han tager et sprængstofbælte på? Ligesom ‘terrorismens’ udspring er den, der kalder sin modstander ‘terrorist’, således afsluttes ‘krigen mod terror’ ikke af drabet på terroristen, men af de kritiske spørgsmål til os selv og til magthaverne.